Følgende tekst er de stemmer, der optræder i filmen.

Rudolph Tegner: Tekster fra hans erindringer som kan læses i bogen "Mod Lyset" (forlaget Palle Fogdal 1991)
Kvindestemmen: Skrevet af Mette Winge. Baseret delvist på Tegners errindringer.
Mandestemmen: Skrevet af Henrik Wivel.
Kritikkere o.a.: Originale citater fra aviser og dagblade på Tegners tid.

START:

 

 

 

 

 


Rudolph Tegner:

"Ingen Fryd kan sammenlignes med den, Inspirationen skænker, naar Synet aabenbarer sig, og Almagtens Finger rører ved Ens Pande. Et åndepust, befrugtende og fødende i samme Sekund, der skænker Kunstneren Vederlag for mange slidsomme Timer."

Kvindestemmen:
Rudolph Tegner blev født i København i 1873 og kom fra et velstående, borgerligt hjem. Hans far Henry Tegner var Kaptajn i Livgarden, og hans mor Signe Elisabeth Puggaard var datter af en af Københavns rigeste købmænd, Rudolph Puggaard.

Rudolph Tegner:
"Min barndoms store holdepunkt var og blev tilknytningen til moders slægt. Morfar og mormor boede i Schimmelmanns Palæs øverste etage. Inde i de store stuer kunne man fordybe sig i væggenes pragt. Her hang fra gulv til loft billeder af Eckersberg, Marstrand, Skovgaard, Roed og Sonne. Alt bar personlighedens præg og stod adskillige trin over den gængse borgersmag.

Kvindestemmen:
Strengt var det, faren forlangte orden og respekt. Og hans sønner skulle til militæret. En skulle være garder, en husar, en tredje dragon og den fjerde, Rudolph, skulle være søofficer.
Det blev han ikke, men det var som officerselev på landgang i Athen, han for første gang oplevede, hvad kunst kunne betyde.

Rudolph Tegner:
"Mine knæ rystede, og hjertet sad mig i halsen. De store søndrede blokke, marmorsøjler og mure trængte sig sammen om mig, det var som de løftede mig og tog mig ind til sig. Jeg var som forvandlet.
Parthenon, jordens skønneste bygning. Hvor var det muligt, at mennesker kunne frembringe et sådant under af harmoni, kraft og skønhed?

Kvindestemmen:
Og sådan forgik en søofficer, men til gengæld blev en kunstner skabt. Vejen var hård, hans far forlangte, at han først skulle ta' en eksamen ? forståeligt nok, men drengen led under både farens og skolens tugt.

Rudolph Tegner:
"Endelig en forårsdag slog befrielsens time. Den forhadte skole lå bag mig, eksamen var taget. Jeg kunne begynde på tegneprøverne til at blive elev på kunstakademiet. Om efteråret i 1891 kom jeg ind på den gamle anstalt for udklækning af kunstnere. Dristig gik jeg løs på de noget tilgrisede gipshoveder og torsoer, der blev stillet frem til studie. Der blev tegnet med kul på blåt papir. Vitelius, Cæsar, Æsop, måtte holde for. Læreren roste mig, og mit mod steg.

Kvindestemmen:
Tegners akademiår, som han gennemførte på kun 2½ år, faldt i en brydningstid. Socialister og Radikale var ved at vinde terræn, hele åndslivet lå i smeltediglen. Digtningen skiftede karakter, malerkunsten ligeså, men på skulptursiden, den side som især optog Tegner, skete der næsten ingenting. Man lavede stadig statuer som den store Thorvaldsen havde gjort det. Og det oplevedes efterhånden kedeligt og tørt. - Men i Frankrig var det ganske anderledes, der var grøde i fransk kunst - så Tegner måtte til Frankrig.

Mandestemmen:
Det begyndte i Paris. Her huserede billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen i sit atelier på Boulevard Arago, der i perioder var mødested for en gruppe unge danske kunstnere i parisisk eksil: Holbek, Lund, Willumsen - og Tegner. En flok ubændige, hvis stræben har placeret dem som nogle af de mest kontroversielle i dansk kunsthistorie; ... alle inficerede af en idealisme, der byggede på forestillingen om åndens frigørelse efter "Guds død".
Med Nietzsches og Georg Brandes' heroisme som mental baggrund opfattede de kunstneren som det suveræne undtagelsesmenneske, der ud af århundredets betændte afslutning skulle rejse visioner hinsides godt og ondt.

Kvindestemmen:
I Paris søgte de til den symbolistiske avantgarde. Den franske billedhugger Rodin blev et forbillede. Med sin vidtdrevne skulpturelle udtryksfuldhed ramte han direkte ned i lidenskaben hos de unge kunstnere.

Rudolph Tegner:
"Besat som jeg var af tidens idealisme, der tog livtag med den herskende, overdrevne naturefterligning i kunsten, gik jeg i gang med en 10 alen høj kæmpefigur: symbolet på evigheden i en guddoms skikkelse". "Hvorledes værket skulle blive transporteret og udstillet, gjorde jeg mig ikke klart under den ekstatiske tilstand jeg levede i"

Mandestemmen:
Tegners kunstneriske længsel var således en længsel efter en sfære af lutret drift, hvori lidelse og lyst var nødvendige stadier på vejen mod idealet. Således er Tegners kunst i sine mest betydende og vellykkede øjeblikke en krystallisation af disse to stadier: Lidelsens og sejrens, fastholdt mellem forvandling og fuldbyrdelse.

Kvindestemmen:
Tegner kaldte sit tredelte værk for Mennesket og Guddommen - og underet skete - gruppen slap igennem censuren og blev antaget på Pariser-salonen.

Rudolph Tegner:
"Som en forbryder, der kredser om gerningsstedet, holdt jeg mig i nærheden af det hjørne, hvor mine arbejder var opstillet. Det vrimlede med berømtheder fra kunstens og litteraturens verden. Jeg så folk komme og gå, standse og se længere eller kortere. Diskuterende, flirtende eller ligegyldigt gabende, malede strømmen forbi."

Kvindestemmen:
Nu begyndte det at gå fremad. Han modtog Det Ankerske Legat for et af sine tidlige værker, som kom på Maribo Museum - Syndfloden.
Legatet gav rejsemulighed, og med det i lommen fandt Tegner vejen til landet, som alle danske kunstnere gennem århundreder har længtes mod. Befriet for økonomiske bekymringer og med sindet fyldt af forhåbninger gik rejsen over Berlin og München. Kom over Alperne og stod endelig i Italien.

Rudolph Tegner:
"Før mig er tusinder og atter tusinder draget den samme vej gennem disse egne, hvis bjerge, floder og landskaber ustandselig veksler. Hvor hver by med sine paladser, kirker, klostre og museer og kunstskatte beriger den fremmede der kommer med et åbent sind, og som tørster efter at lære og optage Europas århundreder gamle kultur."

Kvindestemmen:
Skitsebogen blev hurtigt fyldt. Det var en fryd for ham at stå ude og arbejde under den åbne himmel i det tindrende lys.

Mandestemmen:
Ved synet af Michelangelos kunst fik Tegner bekræftet forestillingen om renæssance-kunstnernes "store stil". En dynamisk ynglende skulpturel form, hvor figurerne spillede op imod det omgivne rum og ved selve kraftspændingen ligesom forsøgte at sprænge det.
Det var især to skulpturelle former hos Michelangelo, der optog ham. Dels mesterens enkle, rolige og afklarede skulptur af David, der rejser sig fribårent i rummet... Og dels hans slaver, der vrider sig ud af stoffet uden helt at komme fri af det, uanset de kræfter og det oprør, Michelangelo forlener dem med.
Her mødte Tegner en spænding, der korresponderede med polerne i hans eget sind. Mellem på den ene side selvberoende styrke og på den anden side lidelsesfulde forsøg på frigørelse fra stoffet - og konventionen.

Kvindestemmen:
Da Tegner vendte hjem, forærede hans mor, som var den der forstod ham bedst, penge til atelier, så han havde et sted at arbejde.

Men kort tid efter døde hun og ramt, som han var, skabte han det sært skønne "Gravmæle over moderen"
Uoxri optimae - til den bedste hustru.

Mandestemmen:
Gravmonumentet gik stik imod tidens konvention omkring døden. Tegner fremstillede ikke sin mor som ærbar buste eller aldrende portræt men skabte derimod et ganske anderledes værk af en ung kvinde i dialog med stoffet, som hun på en gang fødes af og forsvinder i.
Gravmonumentet ville være utænkeligt uden Rodins studier over forholdet mellem stof og form, mellem det organiske og uorganiske.

Kvindestemmen:
I Jordbundet udtrykker Tegner spillet mellem mand og kvinde. Manden, der stræber mod det høje, og kvinden som holder ham fast og nede i det materielle.

Mandestemmen:
Tegner konfronterer maskulin stræben med kvindelig lyst i en bevægelse, hvor mandens spændte higen er udtrykt i en smertelig gestus, der kendes fra Michelangelos slaver: med albuen ligesom stødes mandens længsel mod himmelen og forlænger hele kroppens og ansigtets sprog opad, mens kvinden holder mandens krop fangen og med sin syndefulde slangearabesk af et hår trækker ham ned i dybet.
I en sært svullen rytmik fortætter tidens kønskamp sig i spændingen mellem Eros og Ånd, kød og kunst, idealitet og afgrund... og aftegner sig med en bølgende plasticitet og sanselig spænding i de nøgne udsatte kroppe.

Mandestemmen:
Frigjort, er ubetinget dansk kunsts mest nietzschianske værk. Et værk, hvis komposition er gennemsyret af forestillingen om menneskets mulighed for at hæve sig op over sin driftige bestemmelse til en position, hvor individet bliver et overmenneske - suverænt skuende ind i et ukendt Nirvana.
Nietzsche lader sin Zaratrustra sige: "man må endnu have kaos i sig for at føde en dansende stjerne". Tegners værk er denne dansende fødsel af mennesket, som ud af lidelsens kropslige kaos rejser den frigjorte stjerne.
Som en bevægelse opad, en rejsning, som vrider figuren sig fri af konventionens slikkede skulpturelle sprog til fordel for en satsning på det brutale og hæslige i æstetikken

Kvindestemmen:
Frigjort blev udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling i 1903 men passede ikke ned i traditionens skuffer.

Kritiker:
"Hvad ligner dette kaos af mennesker, med brudte arme og ben - og så ham der oppe på søjlen? - Nej tak, må vi være her!"

Rudolph Tegner:
"Vel vidste jeg, at dette arbejde aldrig ville blive anerkendt; at det af kritikken ville blive betegnet som et værk af en gal mand, der i højhedsvanvid følte sig hævet over sine medmennesker som en søjlehelgen, men jeg måtte lave det."

Kvindestemmen:
Tegner blev syg, tuberkulosen slog en klo i ham. Han måtte indlægges på sanatorium i Schweiz. Uvirksomheden her var en pine. Den megen død og smerte, omsatte han i adskillige værker af den blindede, vanvittige Kong Ødipus.

Mandestemmen:
I en oprørsk og afmægtig gestus strækker Ødipus sin arm mod himlen som for at forbande sin skæbne. Ødipus bliver i Tegners fortolkning et billede på mandens og kunstnerens martyrium. Der er masser af fin-de-siecle i dette skulpturelle kompleks, hvor Ødipus vises som offer for sin egen længsel og ambition. Manden hvis eros forløses gennem det moderlige og som derfor påkalder sig straf for sin brøde.

Forestillingen om kvindens sanselige og irrationelle magt overfor mandsviljens sammenbrud har sat sig tydelige spor i Tegners værker. Der er patos og teatralske lader på færde, når Ødipus stirrer ud af sine tomme øjenhuler med det levrede blod drivende ned at kinderne ... en skulpturel ekspressivitet, som hævder Tegners værd i sekelskiftets kunstneriske og mentale stofskifte.

Rudolph Tegner:
"For mit indre blik ser jeg legemer, der strækker sig opad - opad 'mod lyset'. De tager form og danner en gruppe mennesker, hvor hver fiber og flade higer op mod det undergørende lys. Jeg ser disse skikkelser gennemstrømmes af den samme trang, som jeg selv er besat af: at løfte sjæl og krop mod helbredelse og lykke."

Mandestemmen:
Med monumentet over Niels Finsen placerer Tegner sig centralt i tidens nordiske vitalisme. En lang række nordiske billedkunstnere og forfattere slog porten op til Det 20. Århundrede med et nyt lys og en ny styrke, der besværgende skulle forlænge deres virke op igennem det ny århundredets længdeakse.

Finsen-monumentet indvarsler en ny fase i Tegners kunst. Lidelsen og referencerne til Munchs, Moreaus og Rodins mørke smertestemte univers forsvinder aldrig hos Tegner. Men Mod Lyset udtrykker i hele skulpturens opstemte energi en længsel efter solens rensende og lutrende stråler, der forklarer såvel legeme som sjæl. Finsens lysterapi blev i tiden parret med en hellenistisk friluftsdyrkelse og en olympisk ånd, der hyldede det sunde menneske.

Kvindestemmen:
Før den blev støbt i bronze, blev den prøveopstillet i gips foran Lys-instituttet i Rosenvænget... men her viste den sig at være alt for stor og provokerende, og der udviklede sig en vild polemik om dens placering. Hvor skulle den så stå eller rettere ikke stå? Ja, det havde mange en mening om. Det endte med at den blev rejst foran det nye Rigshospital på Blegdamsvej. Det halve af København var mødt op da værket endelig blev afsløret en sensommerdag i august 1910.

Kritikere:
"Sådan skaber man sig da ikke, når man tager solbad".

"Hele gruppens udtryk er svulstig teatralsk, forloren"

"Manden er slem, men den værste af figurerne er dog den geschæftige kvinde, der maser sig frem på knæene, gnidende sig op ad manden."

"Mod Lyset har ikke mere med lyset at gøre end kærlighed med grisetæer"

"Men hvordan er det, de mennesker står?

Kvindestemmen:
Selvom Tegner altid sørgede for at understrege sin position som alles prygelknabe, havde han også venner. En af dem var den mægtige brygger, mæcenen Carl Jacobsen.
Bryggeren fik en dag den ide, at han ville fastholde nogle af ballettens unge danserinder i form af en figurgruppe, udformet som en springvandskumme, som de unge damer skulle danse omkring.

Rudolph Tegner:
"At dette nye motiv måtte gribes noget anderledes an end de tidligere statuer, jeg havde udført, var jeg klar over. Her spillede en kraftig formgivning og store flader ikke den samme rolle som i Finsen-monumentet. Danserinderne måtte fremstilles i en naturalistisk, bevægelig form, så de graciøse unge piger kunne give indtryk af livsglæde og humør."

Mandestemmen:
Kædedansen var et kernemotiv i den europæiske symbolisme omkring år 1900. Det eurytmiske mønster, hvor bevægelsen forplanter sig fra person til person som i én både kropslig og sjælelig strømning, fascinerede så forskellige kunstnere som Hammershøi, Ferdinand Hodler, Edvard Weie og Matisse.
Tegner havde desuden en udpræget svaghed for kvindelig ynde. En særlig dekorativ, let dekadent flirtende sensualisme som kendes fra Jean-Baptiste Carpeauxs skulpturer.
Frem for at sløre figurernes ynder fremhæver Tegner dem og forlener hele vandkunsten med en ornamental lethed i udtrykket.

Kvindestemmen:
Bryggeren havde, til ære for de tre danserinder, indbudt til fest i hans hjem på Ny Carlsberg og Tegner fik her en ung, ukendt dame til bords.

Rudolph Tegner:
"Hun så yndig ud, og snart var jeg viklet ind i det usynlige net, som en smuk kvinde altid bærer hos sig og lader sig omflagre af. De yndige danserinder og den stovte vært, svandt hen i festens tåger, jeg så kun en - én eneste."

Kvindestemmen:
Tegner var 38 år da han den 14. okt. 1911 blev gift med Elna Jørgensen. Elna overtog hurtigt den daglige gerning med husets førelse så Rudolph igen kunne få fingrene i leret.

Mandestemmen:
Elna var Tegners muse. Men han fremstillede hende som en moderne sådan, helt fri af den antikke mytologi, der ellers var hans foretrukne gebet. Hun er tidssvarende billedliggjort - i klæder og kropsholdning. Og derfor igen som salon, fransk salon. Koket i blikket og med de lange forfinede hænder i, hvad Herman Bang ville have kaldt "excentriske" positioner. Her er ingen teatralske anekdoter fra den maskuline lidelseshistories overdrev, ingen symbolistisk kønsspænding, men renlivet klassebevidst dekadence og chick skulpturel modereportage - lige til Titanics øvre dæk ... anno 1912.

Kvindestemmen:
I mellemtiden var Danserindebrønden endelig blevet støbt i bronze, men hvor skulle den stå?

Det endte med, at det bestemte Bryggeren også. I Kongens Have ved Rosenborg hører den hjemme, erklærede han - og den 6.juni 1913 blev brønden sat op i haven ved Rosenborg Slot.

Men kort tid efter døde Bryggeren, og straks forlangte Turistforeningen uden videre de dansende damer flyttet.

Turistchef:
"Det turde i enhver henseende være godtgjort og fra alle sider indrømmet, at det omtalte arbejde i henseende til stil og karakter ikke vil forliges med Chr. den Fjerdes Rosenborg.

Direktør:
"Direktionen er enig med inspektoratet for de offentlige lysthaver i, at den pågældende brøndgruppe ikke bør finde blivende sted, hvor den nu er opstillet til prøve."

Turistchef:
Det vil gøre et uheldigt indtryk på de mange turister, som med henblik på sommeren vil ventes at komme hertil.

Kvindestemmen:
Og efter blot et halvt år i Parterrehaven rykkede brønden til et mere ydmygt sted i haven i nærheden af børnenes legeplads, hvor den fik lov at stå ufærdig, mens debatten fortsatte.

Tegner der insisterede på at få gjort brønden færdig med kumme og springvand, blandede sig nu også. Han forlangte at få indflydelse på, hvor man placerede hans brønd ... for flyttes igen, det skulle den... og langt om længe havnede den, på Tegners opfordring, i Grønnehave i Helsingør, hvor borgmesteren til sidst pungede ud med midler til den endelige færdiggørelse.

Men herfra måtte den igen flyttes da Helsingør Skibsværft skulle udvides. Og så blev brønden rullet helt ud i det yderste hjørne der var tilbage af Grønnehave.

Kvindestemmen:
40 år af Rudolph Tegners liv var nu gået. Troen på fremtiden havde lidt skår, men
samlivet med Elna havde dels mildnet ham, dels lært ham at der også var andre mennesker til, og hvad der indtil nu havde været af ballade om Tegner, var for intet at regne mod 'den kunstneriske borgerkrig' der brød ud i 1915. Årsagen hed Livets Port.

Rudolph Tegner:
"Mit mål var at bygge en hymne over menneskenes liv, fra fødsel til død, skildret i sten og bronze. Jeg ville udtrykke deres glæder og sorger, deres kærlighed og brud, deres kampe, sejre og nederlag, til ensomheden tager hver enkelt i sin favn. Livets Port måtte det være, bygget op af søjler, der føjede sig sammen til et hvælv, hvorover Helios kører sit firspand mod solen. Porten vi alle skal igennem. Statuer og grupper skulle myldre frem mellem disse opadstræbende søjlestammer - symboler på menneskers stræben."

Mandestemmen:
Tegner arbejdede mere end tre år med Livets Port, der skulle være en syntese af hans erfaringer som kunstner og menneske. Værket var formet som en livsfrise, der indskrev de skiftende livsaldres erfaringer i en symbolsk vækst- og forfaldsbetinget helhed.
En romansk portal placeret på to sæt doriske søjler skabte et kubisk rum og tillige en passage, hvor rækken af allegoriske figurgrupper blev stillet til skue.
Tegner havde skabt et dristigt udkast til noget stort. Et fragment af skulpturformer og stilarter, på en gang uskyldigt og erotisk ladet, teutonisk og skrøbeligt med en ubefæstet idealistisk stræben.

Kvindestemmen:
Tegner fik udstillet et udkast til sin portal i stort format i Rådhushallen i København, og den 1. Oktober 1915 åbnede udstillingen. Pressen der dagen forinden havde besigtiget værket udtrykte straks sin anerkendelse.

Kritiker:
"et storstilet kunstværk, en Livets Port, hvorom sindbilleder på liv, kærlighed, sorg og smerte er samlet. Ideen er fortræffelig."

Kvindestemmen:
Om søndagen måtte folk ligefrem stå i kø for at blive lukket ind. Efter sigende kom der 150.000 mennesker for at se portalen, i de tre uger, den var tilgængelig for offentligheden.
En komite blev nedsat for at realisere projektet. Mange var villige til at yde bidrag til dens realisering, og en anseelig sum var allerede indsamlet, da strømkæntringen indtraf.
Tegner havde allieret sig med flere betydelige kulturfolk, bl.a. Georg Brandes, som gik varmt ind for projektet. Det fik modstanderne til at tale om Tegners ublu stød i reklamebasunen.

Kritiker:
"Det som Rudolph Tegner har lavet er det tarveligste dilettanteri. Han er en amatør og en reklamemager.

Kritiker:
"Tegners kunst bliver mere og mere forsimplet. Jeg finder, det havde været bedre, om Tegner havde søgt at finde en form, der ikke stillede hans mangler så tydeligt til skue."

Kvindestemmen:
Alle havde en mening. Nogle hævdede, at søjlerne var for smalle, andre at de var for høje, nogle sagde for spinkle, mens man skældte ud over, at figurerne var alt for kødelige, ja nogle af dem var ligefrem anstødelige. Og i skyggen af 1. Verdenskrig hævdede Politiken:

Kritiker:
"man rejser ikke triumfbuer medens dødens port står på vid gab"

Kvindestemmen:
Og virkningen var til at forudse, pengestrømmen svandt ind, og kun få viste sig ved komiteens møder.
Den almægtige skadefryd havde sejret - Livets Port lukkede sig.

Selv om året var 1915 og Europa brændte, lykkedes det Rudolph og Elna at rejse væk. De fandt trøst ved mødet med Alhambras gyldne eventyrpalads.

Rudolph Tegner:
"For mig havde denne rejse været en nødvendighed. Jeg måtte bort for at få luftet tankerne, eller for at døve dem. Komme til ro ved at se fremmede steder, landskaber og byer og så stå ude i solen og male som i tidligere tider."

Mandestemmen:
Sideløbende med sit arbejde som billedhugger, arbejdede Tegner også som maler. Malerierne udgjorde en slags kunstneriske skitser og improvisationer, der konkret og mentalt dannede klangbund for hans egentlige arbejde, det skulpturelle.
Det forhindrede ikke, at kunstneren med sin rastløse energi skabte malerier af en egen sær, vild og ekstrem karakter, der korresponderede med hans skiftende livserfaringer.
Maleriet var - i lighed med det skulpturelle arbejde - en livslang affære for Tegner. Det blev til flere hundrede billeder. Plakathujende, tegneserieagtige og voldsomme i koloritten.
Det er lidelsen, det gælder og vejen frem forbliver stenet. Kunstneren indtager rollen som offer for en sammen-sværgelse, og er til sidst alene med sin søgen i disse skingre billeder, der mest af alt ligner scenografiske sætstykker til et liv i rampelyset.

Kvindestemmen:
I sommeren 1916 cyklede Elna og Rudolph lange ture i Nordsjælland. En dag kom de over gærder og moser til et ensomt højdedrag:

Rudolph Tegner:
"Midt i det smilende, sommerlige Danmark lå det som et barsk Sibirien. Dette var Stedet, hvor Kong Ødipus hører hjemme. Ensomheden kaldte på mig , denne høj stod i mystisk pagt med mit sind."

Kvindestemmen:
Tegner købte uden tøven den nordligste spids af højen for 1000 kr. Det var dyre penge for ubrugelig jord. Men inden længe stod Kong Ødipus i sin bronze på højens top - lyttende til blæstens frie løb.
En sen aften, hvor Tegner mismodig og fortvivlet kradsede i skitsebogen, kom helten Herakles ham til hjælp.

Rudolph Tegner:
"Den ældgamle lysguds kamp mod Hydraen tegnede sig som et ornament på himmelbuen og fyldte hvælvet. Jeg så Herakles stå midt i uhyrets slangebundter i frygtløst angreb mod sin hadefulde fjende, løftende køllen til slag mod de giftspyende orme". "Herakles skulle være kompositionens midtpunkt, det center hvorfra alle forhold, dimensioner og afstande i slangbundterne skulle reguleres."

Mandestemmen:
Med en egen herkulisk kraft fastholder Tegner sin forestilling om liv og kunst som et spørgsmål om lidelse og sejr. Dristigt har han udnyttet den græske mytologi til en symbolsk fremstilling af mennesket overfor vankundigheden, ånden over for edderen, og (helt) selvfølgelig for Tegner, kunstneren overfor kritikken.

Kritiker:
"Med denne store gruppe har Tegners voldsomme trang til selvhævdelse foreløbig kulmineret.

Kritiker:
"Tegners teknik er mangelfuld."

Kritiker:
"Han synes jaget af et sandt skaberdelirium."

Kritiker:
" aldrig giver han sig tid til at fordybe sig i sin gerning.".

Kvindestemmen:
Det stod efterhånden klart for Tegner at hans vision med Livets Port aldrig ville blive til virkelighed. Men han havde en plan for de mange statuer der indgik i portalen. Stykke for stykke havde han og Elna købt sig ind på jorden i Dronningmølle, der efterhånden strakte sig over 30 tønder land.
Det var lykkedes Tegner at få overtalt de mænd der stod bag finansieringen af Livets Port til at lade nogle af statuerne støbe i bronze og opstille på de lyngklædte bakker.

Rudolph Tegner:
"Det var med disse statuer lykkedes mig at bide mig fast på en plet af Danmarks jord og på dette fristed at kunne gøre mig håb om fred"

Mandestemmen:
Hos Tegner er sejren altid sammenfaldende med nederlaget. Kunstnerens høje slanke kriger løfter den døde over sig som en portal. En egen skulpturel bekræftelse på porten til livet. Projektet forliste, men flere af skulptur-grupperne blev realiseret. De vidner om kunstnerens anden side, den ligefremme, den elskelige og den sanselige.

Børnene skildres ved livets kilder, sluttet ind i det kvindelige rum med en både psykologisk og plastisk fornemmelse for helhed og tryghed med kvinden som ur-moder og altomsluttende forsyn... Ødipus er ikke langt borte, men smerten over hans skæbne er det.

Kvindestemmen:
Hvert forår udstillede Tegner på salonen i Paris, hvor en bronzemedalje havde givet ham ret til at udstille uden om censuren. Når disse mægtige udstillinger åbnede den 1. Maj var Elna og Rudolph altid til stede.

De mange rejser gav ham overskud og ideer, hans udtryk blev mere lyrisk, stilen mere dekorativ og til stor irritation for hans modstandere ligefrem yndefuld.

Mandestemmen:
I 20-erne ændres udtrykket hos Tegner. Han stiliserer sine figurer yderligere. Hans skulpturer forlenes med en art deco-præget elegance og enkelhed, fra symbolisme til neoklassicisme, ikke ulig det Picasso foretog i de samme år, men hos Tegner sker denne forvandling ikke uden raffinement og en stedvis fint gennemspillet humor i udtrykket. Hans patos viger til fordel for en vidtløftig sensuel ynde og vidtdrevne dekorative ambitioner.

Idealet er fortsat uopnåeligt for kunstneren, et punkt hinsides den eksisterende verden. Men kunstneren forholder sig med 20-ernes letsind anderledes frigjort, kunstnerisk og menneskeligt, til tidens, kønnets og kritikkens udfordringer.

Kvindestemmen:
Trods den modvilje der roligt men sikkert voksede i det skjulte arbejdede Tegner videre.
En tidlig forårsdag i 1925 kom formanden for udstillingen på Charlottenborg N. V. Dorph højtideligt ud til Tegner i hans atelier i Hellerup.

N. V. Dorph:
"Deres gruppe Afrodites Bælte er blevet udelukket fra at blive udstillet! Jeg selv talte varmt for den, ligeledes billedhugger Bonnesen og andre, men man har rottet sig sammen mod dem. De er jo noget for dem selv og ligner ikke de andre - det kan ikke tåles, De skal slås ned, men det er skændigt og meningsløst"

Kvindestemmen:
Nu havde Tegner fået nok. Den 7. marts 1926 forlod han og Elna Danmark for at slå sig ned i Frankrig.

Rudolph Tegner:
"Blot dette at sætte sig ved en cafe og lade menneskestrømmen drage forbi - mylderet og støjen beroliger nerverne, distraherer tankerne og fornyer sindet."

Kvindestemmen:
Tegner fandt sit kunstneriske eksil i byen Meudon lidt uden for Paris. Her havde hans store inspiration og forbillede Rodin holdt til i mange år. For at få plads til at arbejde måtte huset udvides med et atelier, og ikke så snart det var færdigt kastede han sig over færdiggørelsen af Herakles og Hydraen.

Kvindestemmen:
- og miraklernes tid var ikke forbi. Frankrigs billedhuggere hædrede værket med den højeste udmærkelse. Gruppen fik tildelt guldmedalje

Forinden havde Helsingørs store mand Borgmester Peder Christensen bifaldet planen om at opstille Hydraen på havnepladsen i Helsingør. Her var bølgerne også gået højt. Lige siden historien var sivet ud, havde den lokale presse udkæmpet et mindre slag af den sædvanlige nederdrægtige art. Men da telegrammet om guldmedaljen i Paris nåede Helsingør, blev der pludselig stille.

Rudolph Tegner:
"En iskold vind blæste ind fra sundet da dækket faldt. Vandet sprøjtede ud af slangegabene, hvirvledes af stormen om Herakles og plaskede langt hen over pladsen, mens regnen strømmede ned over os alle."

Kvindestemmen:
Atter tilbage i Meudon kastede Tegner sig ud i nye udfordringer.

Mandestemmen:
De voluminøse træk ved Tegners skulpturer forstærkes yderligere i 30-erne. I en slags besværgende potensering skyder Tegner/kunstneren sit værk i vejret og forlener det med et anseligt korpus.

Hvor hans tidlige symbolistiske arbejder - som kolossalstatuen Mennesket og Guddommen fra 1894 - var manierede i tidens stil, er de sene arbejder excessive og ekstreme i deres gebærder. Den teutoniske Sankt Peter løfter den gigantiske nøgle med korshullet præcis som en olympisk vægtløfter, der forsøger at slå en ny rekord.

Det er tungt ud over alle grænser. Det er en skulpturel gestus hinsides rimelighedens grænser, hvor det groteske afløser det forfinede og den lapidariske humor går til i alvor.

Tegner besværger den maskuline kraft, kunstnerens kraft, ved at stable et umuligt projekt på benene i et forsøg på at finde Paradisvejen.

Kvindestemmen:
Tegners flid var enorm, hans energi ikke til at slide op, men hvor skulle det alt sammen være? Museerne stod ikke i kø, almindelige mennesker heller ikke. Og da de fleste af værkerne kun var lavet i gips, besluttede han at bygge et hus til dem. Han tegnede det selv. Og med økonomisk hjælp fra arven efter Elnas far opførte han bygningen i samarbejde med betonpioneren Ernst Ishøy.

Rudolph Tegner:
"Her kunne jeg samle alle de arbejder, hvori jeg havde nedlagt min sjæls indhold, til et tonende orkester. Ydmygelser, vrede, had og kærlighed - kvaler, lidelser, sorger og glæder var i tidens løb udløst i inspirationens lykkelige øjeblikke og i feberagtig travlhed overført i disse værker, der nu fik lov til at komme frem i lyset."

Mandestemmen:
Beseglingen af Tegners myte er hans museum. Her skabes det definitive rum for hans selviscenesættelse og heroisme, eksilet i kubisk form; kunstnerens definitive skulptur i størrelsesforholdet 1:1 ... langt borte fra det kulturelle kleresi.

Resultatet er en af de mest radikale museumsbygninger i Danmark. Bygningens paradoksale blanding af indre skrøbelighed og et ydre totalt nærvær bærer betydningsmæssigt på hele Tegners væsen. Denne pergament-agtigt tynde betonbygning, der rejser sig som en grå monolit i landskabet med en enestående skønhed og arkitektonisk enkle, direkte og hensigts-bestemte løsninger. Et fuldkommen uafviseligt sted.

Kvindestemmen:
Tegner reagerede på anden verdenskrigs udbrud med skulpturen Den vingede hest, også kaldet Danmark under besættelsen.

Mandestemmen:
Modstanden var en del af hans drivkraft. Havde han ikke haft nogle ydre fjender, havde han måttet skabe dem. For at have en sag, for at have et mål med sit værk og virke. Kunstnerens korstog når sit groteske og finale punkt med kolossal-skulpturen af Billedhuggeren. Et værk af sejrende trods, hvor rytter og hest i en stiliseret stræberform står som i en vindtunnel af imaginær modstand.

Martyriet lå lige for. I et Europa i ruiner, og så hos en dansk kunstner, der stod stejlt på nogle idealer, som kun alt for tydeligt var blevet ideologisk og formmæssigt perverterede i den ydre verden, kunstneren tydeligvis ikke længere forholdt sig til. Han var i sin egen heroiske verden, hvis længsler og kræfter rakte ovenud af sig selv og materialiserede sig i en skulptur tiden ikke kunne bære.

Kritiker:
"Det mest forstemmende ved det Tegnerske gipsmonstrum er dog måske, når alt kommer til alt, ikke dets rent skulpturelle sløjhed, men den mentalitet, det giver udtryk for. Har man betragtet den tilstrækkelig længe og lukker øjnene, synes man at høre taktfaste støvletramp og pompøs hornmusik. Germansk forlorenhed og usund Überschwenglichkeit".

Kvindestemmen:
Tegner der nu havde passeret de 70 var ukuelig, men kræfterne var så småt ved at være udtømte.
En august dag i 1947 besøgte Tegner Maribo Kunstmuseum for at gense sit ungdomsværk Syndfloden. Men der var ingen 'Syndflod'. Inspektøren for museet måtte beklagende meddele at værket ved et såkaldt 'hændeligt uheld' var 'gået til' og endt på lossepladsen.

Mandestemmen:
I de sidste fem år af Tegners liv magtede han ikke længere de store skulpturelle formater. Der var gået hul på hans patos. Der var ikke kræfter til at stable mere op. I stedet malede han, også her ofte selvspejlende og selvmy-tologiserende motiver.

I slutningen af 1940erne bevægede den rejsende i billederne sig ind i tunnelens mørke eller ud i det åbne landskab mellem de mørke krogede egetræer på Skejten og de böcklinske cypresser i Provence... de står som flammeskrift mod himlen.

Selv ligger kunstneren med flammeblik i sygesengen. En levemands sidste galgen-humoristiske vidnesbyrd med cigar i mundvigen og helvede brændende i sit indre. Og efter dette: blindheden - længslen efter idealet som en sidste ravende gestus.

De Blinde fra Marrakesh er et fragment. Men hvilket fragment. Det fineste, kunstneren har skabt. Tegner havde til sidst opgivet fuldstændigheden og værkets absolutte enhed. Han havde set, hvad en sådan fuldkommenhedslængsel indebar i virkelighedens verden og vendt sig fra den mulighed. Tilbage var alene længslen som drivkraft og så det sorte mørke i de blindes øjenhuler. De bærer døden med sig og i sig, der er ingen kraft i figurerne, de er forvitret form.

SLUT